Kropsterapi



At mærke efter – kropsterapi
Har du ofte en knude i maven, måske uden helt at vide hvorfor? Sover du nogle gange uroligt eller ligger og spekulerer om natten? Bliver du irriteret på dine nærmeste eller kollegaer og får dårlig samvittighed bagefter? Er du i krise og har været ude for noget traumatisk?

Min erfaring er, at uroen i kroppen, knuden i maven og dårlig samvittighed er der af en grund. Det er vores følelser, som prøver at fortælle os noget. Ved at mærke efter og lytte til dem, får vi det bedre. Det handler om følelsen af “jeg er ikke god nok”.


Jeg vil gerne hjælpe dig med at undersøge, hvad din uro og den dårlige samvittighed handler om. Jeg arbejder med dit forhold til dig selv, uanset hvilken situation eller problematik du står overfor lige nu.


Jeg retter derfor din opmærksomhed mod dig og din krop, og hvordan du har det. Gennem kropsarbejde og -øvelser kan du lære at blive opmærksom på din vejrtrækning og kontakten til din krop. Det er meget givende, når du skal arbejde med dit selvforhold.

For at kunne mærke, hvordan man reagerer i forskellige situationer, skal man kunne mærke sin krop. På den måde kan du blive i stand til at vælge det, der er det bedste for dig. Jeg giver dig redskaberne, som du kan bruge til at blive bedre til at træffe beslutninger, der er rigtige for dig.


Kroppen er et godt redskab til at finde ud af, hvordan man har det. Her vil jeg gerne guide dig til, hvordan du bliver bedre til at mærke efter.


Hvad er kropsterapi?
Kropsterapi er en terapiform, hvor man inddrager både krop og sind. Gennem vores samtaler undersøger vi spørgsmålet “Hvordan har jeg det lige nu?”. Det gør jeg ved f.eks. at bede dig om at rette din opmærksomhed på din vejrtrækning og på din krop. Det kan også være forskellige konkrete øvelser i terapien. Ad den vej hjælper jeg dig med at finde frem til, hvilke udfordringer du har. I terapien kan du lære, hvordan du nemmere kan forstå og håndtere de udfordringer, du møder.


Gennem kropsterapi arbejder du med at mærke efter, hvilke beslutninger der er de bedste for dig. Du kan lære, hvordan du finder frem til at vælge de veje, der føles rigtige for dig. Jeg støtter dig, så du kan blive i stand til at opfange de signaler, som din krop sender til dig.


Hvad kan kropsterapi hjælpe dig med?
Kropsterapien indebærer en indledende samtale. Stille og roligt gør jeg dig opmærksom på din krop, så du kan prøve at lytte til, hvad den fortæller dig. Jeg hjælper dig til at arbejde med din kontakt til dig selv, til den du er – den grundlæggende følelse af “at være god nok”.

Kroppen kan inddrages mere eller mindre i arbejdet. Det kan f.eks. være, at jeg arbejder specifikt med, hvordan du kan lære at komme af med din vrede eller give slip på dit behov for at skjule dine følelser. Jeg har erfaring med at støtte unge såvel som voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb.


Du kan gennem kropsterapien blive bedre til at lære dig selv at kende, og derfor tager jeg altid udgangspunkt i dit selvforhold. Jeg sætter fokus på, at du kan lære at håndtere fremtidige udfordringer på den bedste måde. Det er en måde, hvor du kan begynde at træffe de rigtige valg for dig selv.


Sensetik kropsøvelser i gruppe

Sensetik kropsøvelser er øvelser med fokus på krop, følelser og energi. De kan udføres af alle og kræver ingen forudsætninger. Øvelserne foregår både stående og liggende.


Under øvelserne er der fokus på:

  • At komme ind og ned i kroppen med sin opmærksomhed og åndedrættet
  • Grounding
  • Åbninger/lukninger i kroppen. Afslappethed/spændt
  • Den aktuelle følelsesmæssige tilstand


Den klarhed, der opstår ved denne fordybelse i kroppen giver et bedre udgangspunkt for at reflektere over og arbejde med de aktuelle temaer, der er hos den enkelte. Øvelserne bygger på A. Lowens og W. Reichs principper og er videreudviklet af Sensetik. Du kommer til at arbejde med din krop, åndedræt og stemme. Du kan læse mere om øvelserne på Sensetik hjemmeside. Se tid og sted under kontakt og priser.